Biler

Sker fra 1. januar: Introducerer lyserøde nummerplader

Lyserød fransk nummerplade
Shutterstock
Af K. Glad 10. December 2025

En ny farve på skiltene skal gøre midlertidige biler lettere at gennemskue.

Fra 1. januar 2026 dukker der en ny og mere iøjnefaldende farve op i trafikken i Frankrig, som mange danskere kører til både sommer og vinter.

Ud over de velkendte hvide nummerplader vil der begynde at rulle biler rundt med lyserød baggrund på skiltene.

Det er ikke udtryk for en ny biltype eller en særlig turistordning. Den lyserøde farve markerer midlertidige registreringer, så politiet hurtigere kan se, om en bil kun kører på en tidsbegrænset tilladelse.

Den slags biler fylder allerede godt op i trafikken, fordi ordningen bruges til både nye og importerede køretøjer.

Hvor man tidligere skulle tættere på bilen for at vurdere, om pladen var midlertidig, bliver status nu synlig på afstand.

De lyserøde plader får en tydelig udløbsmåned i højre side, og den kombination skal gøre det langt lettere at vurdere, om bilen kører lovligt.

BMW modtager 2 milliarder i støtte af tysk delstat

Læs også: BMW modtager 2 milliarder i støtte af tysk delstat

Kun for “WW”-plader og biler på vej til fast registrering

Ordningen gælder de midlertidige registreringer, der i Frankrig kaldes “WW”.

De bruges til biler, der allerede er på vejene, mens ejeren venter på den endelige registreringsattest.

Det kan være en helt ny bil fra en fransk forhandler eller en brugt bil hentet hjem fra udlandet, som endnu ikke har fået fast fransk plade.

De nye lyserøde “WW”-plader må ikke forveksles med de såkaldte “W garage”-plader, der er forbeholdt værksteder og forhandlere.

Netop den forskel bliver fremhævet som vigtig, fordi forhandlere skal fortsætte med deres nuværende system, mens bilejere og importører ifølge Future-Sciences.com skifter til lyserød baggrund.

Reformen skal også løse et teknisk problem. Antallet af mulige “WW”-kombinationer er begrænset, og numrene bliver genbrugt efter omtrent 14 måneder.

Det har ført til sager, hvor en bilist modtager en bøde for en forseelse begået af en tidligere bruger af samme midlertidige nummer.

Med udløbsdatoen trykt direkte på pladen får myndighederne et ekstra holdepunkt, når de kontrollerer en anmeldelse eller fotograferet nummerplade.

Skal bremse misbrug og beskytte lovlydige bilister

Den franske trafikmyndighed lægger ikke skjul på, at den nye farve først og fremmest skal dæmpe misbruget af midlertidige plader.

Nogle bilister kører videre på en “WW”-plade, længe efter at perioden er udløbet, eller flytter pladen over på en anden bil. Begge dele gør det sværere at koble bilen til den rigtige ejer.

– Selvom bedrageri fortsat er et marginalt fænomen sammenlignet med omfanget af aktiviteterne i registreringssystemet, er det vokset i de senere år, og mange konkrete tiltag bliver sat i værk for at begrænse og reducere denne plage,ws siger Marie-Pierre Vedrenne fra det franske indenrigsministerium.

Permanent registrerede biler bliver der ikke ændret ved. Biler på faste franske plader sker der ingenting ved, og nye biler købt i Frankrig får som udgangspunkt stadig deres endelige plader, inden de forlader forhandleren.

For de fleste danskere vil lyserøde nummerplader derfor være noget, man lægger mærke til i trafikken, uden at det kræver handling.

Farvekoderne er i forvejen en del af systemet i Frankrig, hvor eksempelvis diplomatiske køretøjer bruger grøn baggrund, og biler i midlertidig transit ofte kører med røde plader.

De lyserøde skilte bliver endnu et led i den opdeling, så politiet hurtigere kan vurdere, hvilken kategori en bil tilhører.

Gældende fra 2026: Her skal bilister bære en advarselslampe

Læs også: Gældende fra 2026: Her skal bilister bære en advarselslampe

Seneste nyheder

Se flere nyheder