Streaming

Netflix’ opkøb af Warner Bros. kan udgøre et problem, siger Donald Trump

Donald Trump Netflix
Shutterstock

Netflix vil sluge Warner Bros. Discovery i en gigantisk aftale til flere hundrede milliarder kroner. Handlen kan ændre balancen i streamingverdenen markant, og nu lægger Donald Trump afstand til tanken om, at det bare er en rutinesag for myndighederne.

I sidste uge blev det officielt, at Netflix har indgået en aftale om at købe filmstudiet Warner Bros. og HBO-streamingtjenesterne.

Hvis handlen går igennem, får Netflix rettigheder til nogle af de største globale underholdningsfranchiser.

Harry Potter, Game of Thrones, Looney Tunes, The Matrix og Ringenes Herre står til at få et nyt hjem på Netflix, og aftalen er samtidig tænkt som kulminationen på en proces, hvor Warner Bros. deler sin forretning op.

Planen er, at opkøbet først kan afsluttes i anden halvdel af 2026, når opsplitningen er gennemført, og de amerikanske konkurrencemyndigheder har sagt god for konstruktionen.

Netflix begyndte som en dvd-tjeneste med postlevering tilbage i 1997 og er i dag verdens største abonnementstjeneste for streaming.

Det nye opkøb vil cementere den position og samle endnu mere indhold under én platform.

Chok-nyhed: Netflix køber Warner Bros. og HBO Max

Læs også: Chok-nyhed: Netflix køber Warner Bros. og HBO Max

Trump: “Det kan være et problem”

USA’s præsident Donald Trump blev i weekenden spurgt til aftalen ved et arrangement i Washington D.C.

Han lagde ikke skjul på, at han ser udfordringer, især når det gælder markedsandel:

– De har en meget stor markedsandel, og når de får Warner Bros., stiger deres markedsandel meget. Og det kan være et problem.

Han tilføjede, at afgørelsen også vil afhænge af økonomer og hans egen vurdering.

Han understregede, at Netflix efter hans mening i forvejen fylder meget på markedet, og at den samlede enhed kun vil forstørre den position.

Trump fortalte samtidig, at Netflix’ topchef Ted Sarandos for nylig har været på besøg i Det Ovale Kontor.

Præsidenten beskrev Sarandos som en person, han har stor respekt for, og at Netflix-chefen har skabt “en legendarisk forretning” med streamingtjenesten.

Netflix er tilsyneladende også villig til at løbe en betydelig risiko, for som en del af aftalen har selskabet lovet Warner Bros. en kompensation på omkring 32 milliarder kroner, selv hvis Justitsministeriets konkurrencedivision ender med at blokere opkøbet.

Eksperter og fagforeninger advarer om konsekvenserne

Handlen skal nu granskes af den amerikanske konkurrencemyndighed i Justitsministeriet.

Her kan juraen blive stram, hvis den samlede virksomhed vurderes at have for stor en del af streamingmarkedet.

Den tidligere topchef i Universal og medieekspert Blair Westlake peger på, at det især er kombinationen af Netflix og HBO-delen af Warner, der bliver afgørende, og den vurdering deles af flere branchefolk ifølge BBC.

Westlake påpeger, at Netflix får en meget stærk position i streaming, men at billedet ser anderledes ud, hvis man regner kabel-tv, traditionelt tv og platforme som YouTube med som konkurrenter.

Han tror, at aftalen til sidst bliver godkendt, men forventer krav om indrømmelser, før myndighederne siger ja.

Den tidligere formand for den amerikanske konkurrencestyrelse FTC Bill Kovacic vurderer, at Trumps offentlige markering betyder, at forhandlingerne om eventuelle problemer kommer til at løbe gennem Det Hvide Hus.

Samtidig presser de amerikanske manuskriptforfatteres fagforeninger på for at få opkøbet blokeret.

De advarer om færre job, lavere løn, ringere vilkår for ansatte og højere priser for forbrugerne, hvis verdens største streamingtjeneste får lov til at sluge en af sine største konkurrenter.

Netflix har i processen slået konkurrenter som Comcast og Paramount Skydance af banen, men den egentlige kamp står nu hos myndighederne, som skal afgøre, om én platform må få så meget indhold og så stor magt i det globale streaminglandskab.

Netflix-køb kan spare danskerne penge

Læs også: Netflix-køb kan spare danskerne penge

Seneste nyheder

Se flere nyheder