Penge Er du forberedt på nedbrud? Så mange kontanter bør du have liggende Shutterstock Af N. Pedersen 9. December 2025 Nationalbanken Nationalbanken sætter nu tal på, hvor mange kontanter du bør have liggende i tilfælde af betalingsnedbrud. Danmarks Nationalbank er nu kommet med en konkret anbefaling til, hvor mange kontanter borgerne bør have til rådighed i hjemmet. I en ny analyse fremhæver Nationalbanken vigtigheden af at være forberedt på situationer, hvor almindelige betalingsløsninger ikke fungerer. Som eksempel henvises der til tidligere nedbrud i kortsystemerne og strømafbrydelser i Europa, som har udfordret betalinger i fysiske butikker. Minimum 250 kroner i kontanter pr. person Nationalbankens anbefaling lyder på, at hver husstand bør have mindst 250 kroner i kontanter pr. person. Kontanterne bør være i mindre sedler og mønter, så butikker nemt kan give byttepenge, hvis mange kunder betaler kontant. Derudover anbefales det, at borgerne har flere forskellige betalingsmuligheder, herunder fysiske betalingskort og en mobilbetalingsløsning som MobilePay eller mobilbank. – Vi ser offline-kortbetalinger som en nøgleløsning, der sikrer, at borgerne fortsat kan betale, hvis systemerne svigter, siger Nationalbankens direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse og tilføjer, at det kræver, at man har sit fysiske kort med og husker pinkoden. Samtidig understreger han, at erfaringer fra blandt andet Den Iberiske Halvø viser, at kontanter stadig spiller en vigtig rolle, når teknologiske systemer fejler. Derfor er kontanter nu blevet en mere central del af Nationalbankens anbefalinger. Nye krav til erhvervsdrivende For første gang har Nationalbanken også udarbejdet anbefalinger til erhvervsdrivende i den fysiske handel. Disse anbefalinger skal hjælpe butikker, restauranter og andre aktører med at sikre, at kunderne fortsat kan betale for varer og tjenester i situationer, hvor de normale betalingssystemer er utilgængelige. Erhvervsdrivende opfordres blandt andet til at kunne modtage betalinger med både kort og kontooverførsler ud over kontanter. Hvis de allerede tager imod betalingskort, anbefales det at forberede sig på at modtage offline-kortbetalinger og sikre, at personalet ved, hvordan de skal håndtere det i praksis. – Vi har et godt udgangspunkt. Over 80 procent af danskerne har et betalingskort, der kan fungere uden internetforbindelse, hvis de har deres fysiske kort og pinkode med, siger Ulrik Nødgaard. Han peger også på, at mobilbetalinger via Apple Pay og Google Pay bliver mere udbredte, og at de erhvervsdrivende med fordel kan implementere offline-løsninger, der understøtter disse systemer. Nationalbanken arbejder nu sammen med detailbranchen og banksektoren på, at offline-betalinger skal kunne foretages med alle betalingskort og mobile wallet-løsninger i blandt andet dagligvarebutikker og på apoteker allerede fra i år. Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Biler Mercedes’ designchef stopper efter 30 år: Forventer AI vil tage over Gadgets Apple klar med 10 nye funktioner i AirPods Max 2: Se dem her AI Brugere overvåget: Dine private ChatGPT-samtaler i risiko for at blive solgt Biler Sker 1. januar: Her åbner 22 nye ladeparker AI AI og datacentre bruger enorme mængder strøm: Nu kan regningen havne hos dig Business Tennisstjernen Novak Djokovic investerer millioner i dansk juice