Nyheder Australsk spionchef advarer om kinesiske hackeres angreb på kritisk infrastruktur Af K. Glad 12. November 2025 Australien advarer om hackere, der arbejder på en måde, som kan være svær at opdage. Ingen ved, hvor langt de er nået. Australiens øverste efterretningschef, Mike Burgess, har slået alarm over en voksende trussel fra kinesisk-støttede hackere, som “undersøger” landets vigtigste forsyningsnet. Burgess leder den nationale sikkerhedstjeneste Australian Security Intelligence Organisation og fortalte under en konference i Melbourne, at mindst to hackergrupper med bånd til den kinesiske regering er i gang med at forberede sig på sabotage og spionage. Han peger særligt på en gruppe kaldet Volt Typhoon, som forsøger at trænge ind i Australiens systemer for strøm, vand og transport. Hvis det lykkes, kan konsekvenserne blive omfattende. En målrettet nedlukning af energiforsyning eller vandnet kan lamme både erhvervsliv og samfundet generelt. USA’s regering har tidligere advaret om lignende aktiviteter og hævdet, at Volt Typhoon i flere år har lagt ondsindet software ind i kritiske systemer. Formålet har ifølge amerikanske efterretningskilder sagt været at forstyrre USA’s forsvarsevne i tilfælde af en fremtidig konflikt om Taiwan. Flere grupper bag digitale angreb Burgess forklarede, at truslen ikke kun handler om ét netværk. Han fremhævede også en anden gruppe, kendt som Salt Typhoon, som i øjeblikket angriber teleselskaber og internetudbydere. Gruppen stjæler opkaldsdata, kunderegistre og interne kommunikationer. De har ifølge FBI angrebet over 200 tele- og datavirksomheder, blandt dem AT&T, Verizon og Lumen, og ifølge myndighederne også flere cloud- og datacenterudbydere. FBI har ifølge Techcrunch opfordret amerikanske borgere til at bruge beskedtjenester med fuld kryptering for at undgå, at deres samtaler kan blive opfanget. Det viser, hvor alvorligt angrebene bliver vurderet på internationalt niveau. Canada bekræftede tidligere i år, at landets teleselskaber har været ramt af tilsvarende hackerangreb, som ligeledes menes at være støttet fra Kina. Spørgsmålet om hensigt Ifølge Burgess kan man endnu ikke vide, hvor langt hackerne vil gå, men at de allerede har vist, at de kan få adgang til systemerne: – Når de først er inde, er det et spørgsmål om hensigt, ikke evne. Han advarer om, at verden stadig undervurderer, hvor ødelæggende sådanne angreb kan blive. De australske myndigheder arbejder tæt sammen med både USA og Storbritannien for at sikre, at infrastrukturen bliver mere modstandsdygtig over for digitale trusler. Kina har afvist alle beskyldninger om at stå bag angrebene og kalder anklagerne “grundløse”. Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Biler Mercedes’ designchef stopper efter 30 år: Forventer AI vil tage over Gadgets Apple klar med 10 nye funktioner i AirPods Max 2: Se dem her AI Brugere overvåget: Dine private ChatGPT-samtaler i risiko for at blive solgt Biler Sker 1. januar: Her åbner 22 nye ladeparker AI AI og datacentre bruger enorme mængder strøm: Nu kan regningen havne hos dig Business Tennisstjernen Novak Djokovic investerer millioner i dansk juice