Mobil

Private samtaler kan snart blive overvåget på din Android-telefon

Android opkald
Shutterstock
Af K. Glad 9. December 2025

Ny Google-funktion gør det muligt for arbejdsgivere at arkivere og læse beskeder på firmatelefoner, også selv om de er krypterede.

Google ruller nu en ny funktion ud til Android, der gør det muligt for arbejdsgivere at arkivere beskeder på firmatelefoner. Det gælder RCS-beskeder i Google Messages, som er afløseren for klassiske sms’er og mms’er og som understøtter billeder, videoer og læsekvitteringer.

Funktionen bygger på en ny løsning til arkivering af RCS-beskeder. Med den kan en virksomhed installere en særlig arkiv-app på en arbejdsmobil.

Når IT-afdelingen har sat telefonen op som en fuldt administreret enhed, får arkiv-appen besked, hver gang en RCS-besked tikker ind eller sendes ud. Appen registrerer også, hvis en besked bliver redigeret eller slettet.

Google fremhæver, at det handler om krav til dokumentation. Mange virksomheder og myndigheder skal kunne fremvise fulde beskedforløb i forbindelse med tilsyn, klagesager eller retssager.

Derfor har nogle tidligere været nødt til helt at blokere RCS, fordi krypteringen gjorde gamle arkivløsninger ubrugelige.

Ifølge Google vil medarbejdere tydeligt kunne se på deres arbejdstelefon, når funktionen er aktiv. Det gælder både Pixel-telefoner og andre enheder, der kører Android Enterprise.

2 milliarder brugere udsat: Google Chrome ramt af kritisk sikkerhedsbrist

Læs også: 2 milliarder brugere udsat: Google Chrome ramt af kritisk sikkerhedsbrist

Krypterede beskeder er ikke længere private på jobbet

RCS i Google Messages er krypteret fra ende til anden mellem Android-enheder, men den nye løsning viser, at kryptering ikke er det samme som privatliv på en arbejdstelefon.

Beskederne er beskyttet på vej gennem nettet, men på selve enheden bliver de dekrypteret, og den der kontrollerer telefonen, kan i sidste ende læse med.

Det giver arbejdsgiveren mulighed for at følge med i stort set al almindelig tekstkommunikation på firmatelefonen.

Det beskrives af Forbes som en ændring i spillereglerne for sms og RCS, fordi mange ansatte har opfattet beskeder som mere uformelle og private end e-mails.

Google forklarer, at funktionen især er målrettet brancher som finans, forsikring og offentlige myndigheder, der skal leve op til regler fra blandt andre den amerikanske børsmyndighed SEC.

Men også virksomheder, der ønsker fuld dokumentation i forbindelse med interne undersøgelser eller HR-sager, kan tage løsningen i brug.

En Google-chef skriver i et blogindlæg, at den nye løsning gør det muligt for tredjeparts-arkivapps at koble sig direkte på Google Messages på arbejdstelefoner og dermed levere de journaler, som virksomheden har brug for.

WhatsApp går fri, men risikoen følger med

Opdateringen gælder ikke andre krypterede beskedtjenester som WhatsApp, Signal og Telegram på arbejdstelefonen. Disse apps håndterer selv deres kryptering og nøgler, og de er ikke integreret i Androids egen beskedmotor på samme måde som RCS og sms.

Det betyder, at arbejdsgiveren ikke automatisk kan læse beskeder i de apps via den nye Google-funktion.

Samtidig peger sikkerhedseksperter på, at indholdet stadig kan være sårbart, hvis for eksempel en kollega tager skærmbilleder, bruger usikre backups eller har spyware på en computer, der er koblet til kontoen.

Google understreger, at opdateringen ikke ændrer noget på privatpersoners egne telefoner. Den nye arkivering er et tilvalg for arbejdsgivere og kræver, at telefonen er sat op som en fuldt administreret arbejdsenhed.

Google Foto tilføjer flere AI-egenskaber og udvider til mere end 100 lande

Læs også: Google Foto tilføjer flere AI-egenskaber og udvider til mere end 100 lande

Seneste nyheder

Se flere nyheder