Gadgets

Katastrofal opdatering sneg sig ind på populært smartwatch til børn

Katastrofal opdatering sneg sig ind på populært smartwatch til børn
Shutterstock
Af N. Pedersen 21. November 2025

En softwareopdatering har lammet funktionaliteten i populære børneur og nu raser forældre, der ikke længere kan kontakte deres børn via uret.

En opdatering til smarturet Spacetalk, som er solgt til børn i flere lande, har skabt stor utilfredshed blandt forbrugere.

Flere ejere af uret rapporterer, at det efter opdateringen er blevet ubrugeligt.

Ifølge mange indlæg på sociale medier og fora som Reddit virker hverken opkald eller beskeder længere via uret.

Spacetalk er et australsk mærke, som har specialiseret sig i børneur, der tillader forældre at holde kontakt med deres børn.

Urene forhandles blandt andet i Danmark og har også været udbudt i flere nordiske lande.

Efter opdateringen oplever flere brugere, at skærmen forbliver sort, eller at uret sidder fast i såkaldt skoletilstand.

Brugeren “Mountain-Top2000” beskriver, hvordan vedkommende har forsøgt at nulstille uret og installere appen på ny, men stadig bliver mødt med beskeden om, at uret ikke kan hente den nødvendige data.

Kontakt til børnene brød sammen

Mange forældre udtrykker frustration over ikke at kunne kontakte deres børn.

Enkelte fortæller, at de måtte forlade arbejdet for at sikre, at deres barn havde det godt.

Andre har opgivet at bruge Spacetalk og overvejer i stedet at give børnene en almindelig mobiltelefon.

Uret er blandt andet populært, fordi det kombinerer opkalds- og beskedfunktioner uden adgang til internettet eller sociale medier.

For mange har det været et kompromis mellem sikkerhed og frihed, som nu er sat ud af spil.

Ingen svar fra producenten

På Spacetalks hjemmeside er support-funktionen delvist utilgængelig.

Et kontaktlink sender brugere videre til en fejlside med fejlkoden “404” og en besked om, at siden ikke findes.

Virksomhedens direktør, Simon Crowther, har dog kommenteret sagen på sociale medier.

Han skriver, at opdateringen skulle forbedre stabilitet, sikkerhed og funktionalitet, men erkender, at flere kunder oplevede fejl.

– Vores team arbejder døgnet rundt på at løse problemerne. Vi har allerede gendannet flere enheder og forventer, at alle vil være i drift igen inden for en til to dage, skriver Crowther.

Seneste nyheder

Se flere nyheder