Hvorfor har USB-stik firkantede huller? Det er ikke kun for udseendets skyld

Man finder porten, vender stikket rigtigt, prøver at sætte det i, drejer det og prøver igen, hvorefter man atter vender det og presser det rigtigt ind, indtil det giver et lille “klik”. Så fortsætter man med sit arbejde uden at tænke videre over det.

Alligevel skjuler der sig noget interessant i den helt almindelige USB Type-A-kontakt. På metaldelen sidder der to små firkantede huller, som de fleste knap nok bemærker.

De fylder ikke meget, og de ændrer næsten ikke udseendet. Alligevel er de afgørende for, at dine enheder ikke mister forbindelsen, bare fordi du flytter lidt på computeren eller kommer til at ramme kablet.

Pointen viser sig først, når man ser på, hvad der sker inde i selve USB-porten, for her sidder der en lille mekanisk løsning, som udgør forskellen på en løs og en stabil forbindelse.

Klemmer og firkantede huller

Inde i en USB Type-A-port sidder der to metalclips, som er bøjet på en måde, så de passer præcist ind i de firkantede huller på stikket.

Når du presser stikket ind, sker der tre ting på én gang. Stikket bliver styret på plads, kontaktfladerne rammer rigtigt, og clipsene glider ind i hullerne.

Til sidst mærker du et lille modtryk. Det sidste tryk får clipsene til at falde i hak i hullerne, og det giver det velkendte klik.

Lyden er ikke kun en behagelig bekræftelse. Den fortæller, at stikket nu sidder fast på en måde, som kan tåle, at du flytter på computeren, lægger den i en taske eller kommer til at skubbe til en USB-nøgle.

Designet med clips og huller opstod i slutningen af 1990’erne, da USB skulle erstatte en hel skov af forskellige stiktyper til printere, mus, tastaturer og eksterne enheder.

Udviklerne havde brug for en løsning, som både var enkel, billig og robust, og det handlede om at finde en mekanik, der kunne fungere for alle slags brugere uden ekstra låsemekanismer eller værktøj.

Derfor blev løsningen metal og bukkede klemmer, der griber fat i to små huller. Ingen fjederbelastede låse, ingen bevægelige knapper. Blot en tynd plade, bøjet på den rigtige måde.

Myterne om hullerne

Fordi hullerne er så diskrete, opstår der let myter om, hvad de egentlig skal bruges til.

Nogle tror, at de mest er der for at spare en smule metal eller gøre stikket lettere. Andre forestiller sig, at de kun hjælper robotter på fabrikken med at holde fast i stikket under produktionen.

I virkeligheden fungerer hullerne som forankringspunkt for clipsene i porten, så stikket ikke vipper løs ved den mindste bevægelse. Det har ikke noget med hastighed eller signalstyrke at gøre.

Overførselshastigheden, uanset om det er USB 2.0, 3.0 eller nyere standarder, afgøres af kontaktfladerne og elektronikken bag, ikke af de to små firkantede udskæringer i metallet.

Effekten mærkes først, når noget går galt. En ekstern harddisk, der mister forbindelsen midt i en filoverførsel. Et tastatur, der pludselig ikke reagerer, fordi stikket kun lige akkurat sad i. En USB-nøgle, der glipper en anelse, så computeren ikke længere kan finde den.

Alle de situationer bliver mindre sandsynlige, fordi de firkantede huller hjælper stikket med at blive i porten.

USB Type-A er endt som en arbejdshest i alt fra stationære pc’er til fjernsyn og spillekonsoller. Netop derfor betyder de små, robuste detaljer mere, end vi umiddelbart ser.