Biler

Toyota kan ikke følge med: Vil forlænge levetiden på deres biler

Toyota kan ikke følge med: Vil forlænge levetiden på deres biler
Shutterstock
Af N. Pedersen 20. November 2025

Toyota planlægger at forlænge levetiden på sine bilmodeller til ni år. Det skal give mere tid til softwareudvikling og styrke indsatsen for elektrificering.

Verdens største bilproducent, Toyota, vil ifølge flere medier forlænge livscyklussen for sine centrale bilmodeller.

I stedet for at lancere nye generationer hvert femte eller syvende år, som tidligere har været standard, sigter den japanske bilkoncern nu mod en niårig cyklus for sine såkaldte flagskibsmodeller som RAV4 og Corolla.

Beslutningen hænger blandt andet sammen med et ønske om at få mere tid til udviklingen af softwareopdateringer og elektriske drivlinjer.

Toyota ser længere modelcyklusser som en mulighed for at gennemføre flere forbedringer i løbet af en bils levetid, uden at skulle starte forfra med helt nye generationer.

Ford-direktør gjorde chokerende fund da han undersøgte Tesla

Læs også: Ford-direktør gjorde chokerende fund da han undersøgte Tesla

Stabile modeller og lang levetid

Toyotas tilgang adskiller sig fra flere konkurrenters, hvor hurtigere modeludskiftning ofte anvendes som salgsstrategi.

Ifølge Nikkei Asia har Toyota dog erfaret, at kunderne ikke nødvendigvis kræver nye designs med få års mellemrum.

Det nuværende Corolla-design har eksempelvis været i produktion siden 2018 og forventes først at blive afløst i 2026.

Et andet eksempel er SUV’en RAV4, hvor seneste model netop er blevet lanceret efter syv år.

Samtidig har visse modeller opnået endnu længere levetid.

4Runner blev produceret i sin forrige udgave i 15 år, mens Land Cruiser i 70-serien har været i kontinuerlig produktion i over fire årtier.

Ved at forlænge livscyklussen kan Toyota reducere udviklingsomkostningerne og i stedet fokusere på opdateringer via software og optimering af eksisterende komponenter.

Især hybrid- og elbiler drager fordel af løbende tekniske forbedringer, som ikke nødvendigvis kræver en ny modelgeneration.

Forhandlerne er ikke udelt begejstrede

Planen vækker dog også bekymring.

Enkelte forhandlere frygter, at længere modelperioder kan føre til prisnedslag, som kan gå ud over deres avance.

For at imødegå denne usikkerhed skal Toyota ifølge Nikkei have lovet, at engrospriserne vil forblive stabile gennem hele modelcyklussen.

Toyota har haft stærk efterspørgsel i 2025 og har svært ved at følge med ordrerne.

Koncernen forventer at nå en årsproduktion på 9,8 millioner biler i 2025, svarende til en vækst på 4,7 procent.

Den store kundebase giver derfor et gunstigt udgangspunkt for at eksperimentere med længere produktcyklusser.

Om tilgangen bliver en succes, afhænger af, hvordan markedet reagerer.

Nogle købere prioriterer den nyeste teknologi, mens andre foretrækker gennemtestede modeller uden børnesygdomme.

Den stigende betydning af software og opdateringer kan gøre det lettere at fastholde kundernes interesse i længere perioder uden synlige designændringer.

Forskere i stort gennembrud: Nyt batteri lagrer dobbelt så meget energi

Læs også: Forskere i stort gennembrud: Nyt batteri lagrer dobbelt så meget energi

Vild opdagelse: Elbil sender 90 procent data til Kina

Læs også: Vild opdagelse: Elbil sender 90 procent data til Kina

Seneste nyheder

Se flere nyheder