AI Glem ChatGPT: Google Gemini er den kraftigste AI-model Shutterstock Af K. Glad 20. November 2025 Gemini Google Tredje kapitel i Googles Gemini-satsning er klar, og selskabet taler om et nyt niveau af intelligens. Men hvad er det egentlig, der gør den så anderledes denne gang? Google tager endnu et skridt ind i AI-kapløbet med Gemini 3, der er tredje generation af selskabets egen sprogmodel og efter planen skal bruges på tværs af stort set alle deres produkter. Den nye model lander cirka to år efter den første Gemini-lancering, og i mellemtiden er teknologien gledet ind i hverdagen for millioner af brugere. Gemini bruges allerede nu som afløser for Google Assistant i smarthøjtalere og telefoner, og den er dybt integreret i søgemaskinen. Ifølge Google har Gemini-appens tjenester nu omkring 650 millioner månedlige brugere, mens AI-overblik i søgninger rammer omkring 2 milliarder brugere hver måned på tværs af verden. Med Gemini 3 forsøger Google at samle alle erfaringerne i én model. Den skal både håndtere tekst, billeder, video, lyd og kode og samtidig kunne fastholde overblikket i meget lange forløb med op til en million tokens i kontekstvinduet. Ambitionen er, at brugere kan læse, lære, programmere og planlægge det meste direkte sammen med modellen i stedet for at hoppe mellem mange forskellige værktøjer. Læs også: AI vil ikke skabe en jobkrise – men der vil blive vendt op og ned på arbejdslivet Rekorder på benchmark-listerne Det er især på de tekniske målestokke, at Google lægger afstand til konkurrenterne. Gemini 3 Pro topper ranglisten hos LMArena med en Elo-score på 1501 i tekstbrug, og den slår forgængeren 2.5 Pro på stort set alle større AI-benchmarks. Modellen klarer sig blandt andet stærkt på Humanity’s Last Exam og GPQA Diamond, der måler avanceret faglig viden, og den sætter nye standarder på matematiktesten MathArena Apex. Også uden for ren tekst viser den muskler, hvor Gemini 3 Pro ligger helt i toppen på multimodale tests som MMMU-Pro og Video-MMMU. Den opnår desuden 72,1 procent på SimpleQA Verified, som måler faktuel nøjagtighed. Dermis Hassabis og Koray Kavukcuoglu beskriver modellen som Google DeepMinds hidtil mest intelligente bud og lægger vægt på, at svarene skal være mere direkte og mere hjælpsomme end i tidligere generationer. Her hæfter Google sig ved, at modellen kan tyde håndskrevne opskrifter, oversætte dem til flere sprog og samle dem til en digital familiekogebog. Det er den type konkrete anvendelser, som skal gøre teknologien lettere at forstå end tørre benchmark-tabeller. Samtidig introduceres Gemini 3 Deep Think, der fungerer som en særskilt tilstand med ekstra dyb ræsonnering. I interne tests overgår Deep Think allerede Gemini 3 Pro på flere af de mest krævende opgaver, blandt andet ARC-AGI-2, hvor modellen skal løse nye, ukendte problemer ved hjælp af kode. Agenter, udviklere og hverdagsbrugere På udviklersiden får Gemini 3 en central rolle. Modellen ligger øverst på WebDev Arena-ranglisten og klarer sig markant bedre end tidligere generationer på benchmarks som Terminal-Bench 2.0 og SWE-bench Verified, der måler, hvor godt en model kan bruge værktøjer og arbejde i store kodebaser. Google stiller modellen til rådighed i AI Studio, Vertex AI, Gemini CLI og i en række tredjepartsværktøjer som Cursor, JetBrains og Replit. Samtidig lancerer Google den nye platform Antigravity, der er bygget til såkaldte agentiske arbejdsgange. Her får AI-agenter direkte adgang til editor, terminal og browser, og de kan planlægge og gennemføre komplette softwareopgaver på brugerens vegne, mens de selv kontrollerer og tester deres kode undervejs. Gemini 3 Pro står for hovedparten af styringen, mens en specialiseret Gemini 2.5-model håndterer browserstyring og billedredigering. Det betyder, at udvikleren i højere grad kan beskrive målet og lade systemet om resten i stedet for selv at styre hvert eneste skridt. I praksis bliver AI’en en mere selvkørende makker end et traditionelt hjælpemiddel. I mere almindeligt brug skal Gemini 3 hjælpe med at planlægge og gennemføre længere forløb. Modellen ligger øverst på Vending-Bench 2, der måler evnen til langsigtet planlægning i en simuleret forretning, og den samme logik overføres til hverdagsopgaver som booking af tjenester eller oprydning i en rodet mailindbakke. Google ruller Gemini 3 ud i Gemini-appen, i AI-tilstand i søgning og til virksomhedskunder i Vertex AI. Deep Think-tilstanden holdes foreløbigt tilbage til ekstra sikkerhedstjek, før den når ud til de mest avancerede abonnenter. Alt i alt markerer lanceringen starten på en ny Gemini-generation, hvor Google tydeligt satser på, at brugerne i stadig højere grad skal arbejde direkte sammen med én bestemt AI-model. Læs også: 32-årig kvinde gifter sig med ChatGPT efter at have slået op med sin kæreste gennem tre år Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Gadgets Apple lancerer disse MacBooks i 2026 Nyheder Bruger du Gmail? Så skal du være opmærksom på stor ændring fra 2026 Biler Ny test: Denne populære elbil er mere sikker end en bankboks Nyheder Advarselssignal bliver ofte ignoreret: Det betyder den grønne prik på din smartphone Nyheder DAO overtager snart brevomdeling fra PostNord: Sådan påvirker det dig Mobil Er du træt af spamopkald? I Spanien har de fundet løsningen