9 ud af 10 vandvarmere kan snart blive forbudt i Danmark

Fra 2027 træder nye EU-regler i kraft med mål om at forbedre drikkevandskvaliteten og beskytte forbrugerne.

Reglerne indeholder en liste over godkendte materialer, og på listen mangler to nøgleelementer: hafnium og zirkonium.

De anvendes i dag i produktionen af emaljerede beholdere i over 90 procent af varmepumpevandvarmere, ifølge den europæiske lobbyorganisation Applia.

Organisationens generaldirektør, Paolo Falcioni, advarer om, at det vil kunne føre til, at disse produkter ikke længere må sælges i EU.

Hafnium har ifølge ham været brugt i over 100 år uden problemer.

Materialet sikrer, at emaljen i beholdere ikke sprækker, og at vandet holder sin temperatur.

Alternativer som stål og kobber findes, men ville gøre produktionen fire til fem gange dyrere, skriver Financial Times.

Længere overgangsperiode end frygtet

EU-Kommissionen har svaret, at medlemslande kan anmode om, at hafnium optages på listen over godkendte stoffer, men det er endnu ikke sket.

Virksomheder kan også selv søge om godkendelse ved at igangsætte toksikologiske vurderinger, men det møder kritik fra industrien, der mener, at det er for tidskrævende og uoverskueligt.

En kilde fra branchen siger til Financial Times, at “det vil give europæiske producenter en alvorlig ulempe i forhold til konkurrenter uden for EU”.

Industriudvikler Bengt Henricson der arbejder for den svenske interesseorganisation for VVS’ere mener dog, at bekymringen er overdrevet.

Ifølge ham træder reglerne ganske vist i kraft ved årsskiftet 2026-2027, men der vil være en overgangsperiode frem til 2032-2033.

Henricson forklarer til det svenske medie VVS-Forum, at nuværende produkter fortsat må sælges i overgangsperioden.

Han tilføjer, at det i Sverige stadig afventes, hvilke nationale krav der vil blive stillet.

Der arbejdes på at undgå krav om ekstra certifikater for de eksisterende produkter, da det ifølge ham blot vil tilføje bureaukrati uden at tilføre sundhedsmæssige fordele.

Sagen illustrerer den spænding, der kan opstå mellem ambitioner om forbedret sundhed og sikkerhed og industrins ønske om realistiske overgangsordninger.