Business Oura kan nå tocifret milliardsalg i 2026: Vil fordoble omsætningen for andet år i træk Oura Af N. Pedersen 13. November 2025 Oura Den finske producent af smarte ringe, Oura, forventer næsten at fordoble sin omsætning igen i 2026 og nærme sig 2 milliarder dollar. Oura producerer den populære smartring og melder om stærk vækst, samt ambitiøse planer for fremtiden. Ifølge virksomhedens administrerende direktør, Tom Hale, er selskabet på vej mod en omsætning på omkring 1 milliard dollar i 2025, svarende til ca. 6,4 milliarder kroner, hvilket vil være en fordobling i forhold til året før. For 2026 lyder den officielle prognose på 1,5 milliarder dollar (ca. 9,6 milliarder kroner), men Hale vurderer, at resultatet kan komme tættere på 2 milliarder dollars, knap 13 milliarder kroner. Udmeldingen kom under et interview med CNBC ved Web Summit i Lissabon, hvor Hale fremhævede international ekspansion og målrettede sundhedsfunktioner til kvinder som centrale drivkræfter bag væksten. Virksomheden hentede i oktober 5,7 milliarder kroner i ny kapital og har nu en markedsværdi på mere end 70 milliarder kroner. Fokus på forebyggende sundhed og kunstig intelligens Oura har fra begyndelsen været stærkt fokuseret på anvendelsen af kunstig intelligens. Virksomheden benytter AI til at omsætte brugernes data til personlige indsigter og anbefalinger, blandt andet via den digitale assistent Oura Advisor, som beskrives som en slags “læge i lommen”. Ifølge Hale ser virksomheden store muligheder inden for forebyggende sundhed. – Vi tror på, at vi kan blive en slags skytsengel, der konstant følger dig og giver forudsigelser om dit helbred på længere sigt, udtalte han ifølge CNBC. Oura har desuden indgået strategiske samarbejder med partnere som Natural Cycles og Dexcom for at udvide funktionaliteten. Det har blandt andet ført til funktioner inden for fertilitetsovervågning og glukosemåling samt forskningsprojekter relateret til blodtryk. Stærkt salg og global vækst Siden lanceringen i 2015 har Oura solgt over 5,5 millioner ringe, hvoraf mere end 2,5 millioner er solgt siden juni 2024. Den stigende efterspørgsel, især på internationale markeder, har været med til at accelerere væksten. På trods af den kraftige vækst og høje værdiansættelse er der dog endnu ingen planer om en børsnotering, oplyser Tom Hale. Oura positionerer sig dermed som en central aktør i markedet for wearable teknologi, hvor fokus skifter fra aktivitetssporing til personlig sundhedsrådgivning og forebyggelse. Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Gadgets Apple lancerer disse MacBooks i 2026 Nyheder Bruger du Gmail? Så skal du være opmærksom på stor ændring fra 2026 Biler Ny test: Denne populære elbil er mere sikker end en bankboks Nyheder Advarselssignal bliver ofte ignoreret: Det betyder den grønne prik på din smartphone Nyheder DAO overtager snart brevomdeling fra PostNord: Sådan påvirker det dig Mobil Er du træt af spamopkald? I Spanien har de fundet løsningen