Biler

Europæisk land hæver fartgrænsen til 150 km/t

Europæisk land hæver fartgrænsen til 150 km/t
Shutterstock
Af N. Pedersen 14. December 2025

Et tjekkisk forsøg med hævet hastighedsgrænse til 150 km/t har nu kørt i to måneder.

Mens flere europæiske lande diskuterer lavere hastigheder, går Tjekkiet i den modsatte retning.

Landet har indført en forsøgsordning, hvor bilister på en udvalgt motorvejsstrækning må køre op til 150 kilometer i timen.

Ordningen har været i kraft i to måneder, og foreløbigt melder myndighederne om nul trafikulykker.

Det oplyser Jan Rýdl, talsmand for den tjekkiske vejforvaltning, til det svenske medie Carup.

Forsøget blev indført i oktober og omfatter en cirka 50 kilometer lang strækning mellem byerne Tábor og České Budějovice i det sydlige Tjekkiet.

Myndighederne: Ingen ulykker med højere fart

Ifølge de tjekkiske myndigheder er der ikke registreret nogen trafikulykker i forbindelse med det forhøjede hastighedsniveau.

– Indtil videre har vi i forbindelse med forhøjelsen af den maksimalt tilladte hastighed – med gode vejrforhold, god sigtbarhed, farbar vej og flydende trafik – ikke registreret nogen trafikulykker forårsaget af højere hastighed, udtaler Jan Rýdl.

Det fremgår, at forsøget kun gælder under bestemte betingelser, som skal sikre trafiksikkerheden.

Blandt andet må forholdene på vejen være ideelle, og trafikken skal glide jævnt, før den forhøjede hastighed er tilladt.

Modsat udvikling i nabolande

Tjekkiets eksperiment står i skarp kontrast til udviklingen i flere andre europæiske lande.

I Norge arbejdes der på at sænke den generelle hastighedsgrænse til 30 km/t i byområder.

I Wales er denne grænse allerede indført, og i Skotland overvejes det at sænke motorvejshastigheder til 80 km/t.

I Frankrig er landevejsfarten allerede sænket fra 90 km/t til 80 km/t og i Holland må man i tidsrummet 06:00 til 19:00 kun køre 100 km/t på motorveje.

I Tyskland, det eneste europæiske land uden en generel hastighedsgrænse på motorveje, viser en ny meningsmåling fra Bild.de, at 60 procent af befolkningen nu ønsker en øvre grænse for, hvor hurtigt man må køre.

Om Tjekkiets forsøg bliver gjort permanent, vil blive vurderet senere, men de første meldinger peger på, at myndighederne følger forløbet tæt og er tilfredse med resultaterne indtil nu.

Seneste nyheder

Se flere nyheder