Mobil

Apple har ved et uheld gjort det umuligt at udelukke Rusland fra iMessage

iMessage Apple iPhone
Shutterstock

Der findes måder at lukke digitale døre på, men ikke alle døre er lige lette at låse.

Russiske myndigheder har blokeret FaceTime i landet, og begrundelsen følger et velkendt mønster.

Tilsynet Roskomnadzor henviser til terrorbekæmpelse og skriver i en udtalelse:

– Ifølge retshåndhævende myndigheder bliver FaceTime brugt til at organisere og gennemføre terrorangreb i landet, rekruttere gerningsmænd og begå svindel og andre forbrydelser mod russiske borgere.

Der blev ifølge 9to5Mac.com ikke fremlagt dokumentation for påstanden.

FaceTime beskytter opkald med end-to-end-kryptering, så staten ikke kan aflure indholdet undervejs.

Det samme gælder iMessage, når beskeder sendes mellem Apple-enheder. Alligevel ramte forbuddet kun den ene tjeneste.

En nærliggende forklaring har været, at iMessage fylder mindre i Rusland, fordi mange vælger andre beskedapps.

Den forklaring kan snildt være valid, men et nyt spor peger på noget mere praktisk, som kan gøre et forbud langt mere besværligt.

Apple klar med ny strategi: Vil lancere iPhones to gange om året

Læs også: Apple klar med ny strategi: Vil lancere iPhones to gange om året

Derfor kan iMessage være vanskeligt at ramme

Diskussionen tog fart, da Apple-eksperten John Gruber fra podcasten The Talk Show undrede sig offentligt over, hvorfor iMessage ikke stod for tur.

En bruger på Mastodon, Magebarf, kom med et bud:

– Er det ikke stadig sådan, at iMessage-trafikken er lagt sammen med det samme endepunkt som push-notifikationerne?

Tanken er enkel. Hvis en stat blokerer iMessage på den måde, kan den samtidig komme til at knække iPhone-notifikationer bredt.

Dette kan ramme alt fra bankapps til leveringsbeskeder og autentificering. Og netop den kobling kan være grunden til, at myndighederne tøver.

Forklaringen bygger på, at Apple tidligere havde en interesse i at forhindre mobiloperatører i at blokere iMessage, fordi tjenesten kunne reducere brugen af SMS.

Den tekniske løsning kunne derfor have fået en sideeffekt, som i dag også spænder ben for statslige blokeringer, uden at det nødvendigvis var planen fra start.

Forklaringen er ikke sikker

Der er dog huller i teorien. FaceTime bruger også Apples push-infrastruktur, så det er uklart, om netop den kobling kan forklare forskellen alene.

Og et land kan forsøge at ramme iMessage på andre måder, for eksempel ved at blokere adgang til de Apple-tjenester, der håndterer identitet og aktivering.

Alligevel passer idéen ind i det mærkelige billede, for et forbud mod FaceTime kom hurtigt, mens iMessage stadig virker.

Hvis iMessage i praksis sidder på samme rør som vigtige notifikationer, kan prisen for et forbud blive højere, end hvad myndighederne ønsker at betale.

Apple skuffer stort: “60 millioner” udpeger det mest pålidelige smartphone-mærke

Læs også: Apple skuffer stort: “60 millioner” udpeger det mest pålidelige smartphone-mærke

Seneste nyheder

Se flere nyheder