Biler

Manglede parkeringsplads: Fik sin Ferrari liftet ind på altan

Manglede parkeringsplads: Fik sin Ferrari liftet ind på altan
sternwerk7/tiktok
Af N. Pedersen 10. December 2025

En 28-årig bilentusiast i Wien forsøgte at opbevare sin Ferrari på en usædvanlig måde, men myndighederne greb hurtigt ind.

Da der ikke var ledige garagepladser, fik en østrigsk bilejer sin Ferrari hejst op på altanen i første sals højde.

Det blev dog ikke nogen langvarig løsning.

I Wien har en usædvanlig parkeringssag vakt opmærksomhed, efter at den 28-årige virksomhedsejer Amar Dezic valgte at parkere sin Ferrari på sin altan.

Baggrunden var manglen på en garageplads i bebyggelsen i bydelen Floridsdorf, hvor han har sin private bolig.

Dezic, der driver en virksomhed med autodele og tuning, ejer en række luksusbiler.

Hans særlige stolthed er en Ferrari med 830 hybrid-hestekræfter, til en værdi omkring 2 millioner kroner plus danske afgifter og moms.

For at beskytte bilen mod vinterens vejr ville han placere den et sikkert sted, og valget faldt på hans egen altan i første sals højde.

Politiet må konstant fjerne luksusbiler: Ejerne er for rige til at gå op i bøderne

Læs også: Politiet må konstant fjerne luksusbiler: Ejerne er for rige til at gå op i bøderne

Inspiration fra Dubai – men ikke velkomment i Wien

I følge Dezic blev han inspireret af parkeringsløsninger i Dubai og lignende steder, hvor biler i visse luksuslejligheder kan løftes direkte ind i boligen via særlige bil-elevatorer.

Da han ikke havde den mulighed, fik han i stedet bilen hejst op med en kran via et autotransportfirma.

– Jeg ville bygge en glasmontre med belysning omkring bilen – som en udstillingsgenstand, udtaler han til den tyske avis BILD.

Aktionen kostede ifølge ham selv et beløb i den lave firecifrede euroklasse, men han mente, det var det værd.

Myndighederne satte en stopper for projektet

Men altanparkeringen blev hurtigt bremset af de lokale myndigheder.

Ifølge mediet heute.at greb den østrigske bygningsmyndighed ind blot en uge efter, at bilen var blevet placeret på altanen.

Myndighederne henviste til brandbeskyttelsesregler og pålagde Dezic at fjerne bilen hurtigst muligt.

– Det er kun her, det er et problem. Ingen andre steder ville reagere sådan, siger han til BILD.

Ferrari’en bliver derfor fjernet fra altanen med kran igen og skal nu opbevares i en af virksomhedens haller over vinteren.

Ifølge Dezic bliver det dog næppe sidste gang, han forsøger sig med en anderledes løsning.

Seneste nyheder

Se flere nyheder