Unge europæere gør oprør mod de digitale giganter

En sen aften i april 2020 ligger Shanley Clémot McLaren i sin seng og scroller på telefonen.

Pludselig dukker en Snapchat-story op fra hendes 16-årige lillesøster. Søsteren taler direkte ind i kameraet og beder andre piger om at beskytte sig selv.

Hun advarer mod nogle “fisha”-konti, som ingen voksne omkring dem kender til.

Da McLaren går ind på søsterens værelse, får hun forklaringen. På Snapchat ligger der profiler med navnet “fisha” efterfulgt af postnummeret på deres parisiske forstad.

Fisha er slang for at hænge folk offentligt ud, og på kontoen ligger der intime billeder af piger fra skolen sammen med navn, telefonnummer, adresse og alt det, man skal bruge for at finde dem og sætte dem i fare.

Pigerne anmelder kontoen igen og igen, men der sker ikke noget.

De opdager hurtigt, at der findes lignende profiler i andre kvarterer, byer og lande.

Snapchat handler langsomt, pigerne står alene, og vreden vokser. Ud af den frustration opstår hashtagget #StopFisha.

Kampagnen breder sig. Først på sociale medier, siden i traditionelle medier.

Hashtagget bliver et mødested, hvor unge deler erfaringer, rådgiver hinanden og organiserer sig.

– Bølgen blev til en modbølge, siger McLaren i dag.

Myndighederne i Frankrig begynder at advare mod fisha-konti, og Snapchat og TikTok giver til sidst #StopFisha en officiel rolle som såkaldt “trusted flagger”.

Når de rapporterer indhold, bliver det nu typisk fjernet inden for få timer.

For McLaren bliver det et vendepunkt. Hun oplever, at der først sker noget, når unge står sammen.

En enkelt profil kan ties ihjel. Tusindvis af unge brugere kan ikke ignoreres.

Et ungdomsoprør for digital retfærdighed

Fire år senere er samme logik på vej ud i hele Europa. McLaren har fået selskab af unge aktivister fra mange lande, der står med de samme erfaringer i form af sociale medier fyldt med misogyni, racistisk og hadefuldt indhold, algoritmer der belønner det mest ekstreme, skærmafhængighed, deepfake-porno, sextortion og anonyme fora, der normaliserer selvskade.

En ny rapport fra koalitionen People vs Big Tech og det ungdomsledede netværk Ctrl+Alt+Reclaim beretter ifølge The Guardian en “tavs krise” blandt unge i Europa, hvor designet af sociale platforme spiller en central rolle.

De unge er både testpersoner og råstof i det system. De lever med konsekvenserne, men har meget lidt at skulle have sagt, når regler og forretningsmodeller bliver fastlagt.

Ctrl+Alt+Reclaim samler unge mellem 15 og 29 år. Netværket opstår i 2024, da People vs Big Tech inviterer engagerede unge til en slags bootcamp i London.

Der får de værktøjer til at bygge deres egen bevægelse. Lokalet, maden og materialerne står de voksne for. Retningen beslutter de unge selv.

Målet er enkelt, selv om løsningerne er komplekse. De unge vil med til bordet, når der træffes beslutninger om digital lovgivning.

De kræver et mere trygt og retfærdigt online-miljø, gennemsigtighed om data og mindre magt til en lille håndfuld amerikanske selskaber.

Grundideen opsummerer de i én sætning: “Intet om os uden os.”

Bag ordene ligger mange personlige historier. Yassine på 23 år, der kommer fra Nordafrika og nu bor i Tyskland, oplever både at være migrant og queer i et digitalt system, som kontrollerer bevægelser, data og identitet:

– Du skal være taknemmelig for at være her, og du skal ikke stille spørgsmål ved lovene, fortæller Yassine om følelsen. – De ser ikke fejl i systemet, men strukturer der er “patriarkalske og racistiske fra designstadiet”.

Politik, bøder i milliardklassen og drømmen om at logge af

Andre i bevægelsen er drevet af mødet med socialmediernes mørkeste hjørner.

Forfatteren Adele Zeynep Walton mistede i 2022 sin 21-årige søster, der tog sit eget liv efter blandt andet at have opholdt sig på online-fora om selvmord og selvskade.

Walton begynder at undersøge sin egen skærmbrug og beskriver, hvordan hun fra 13-års alderen blev trukket ind i slanke- og pro-anoreksi-indhold på Instagram.

– Vi troede, det var normalt at have en daglig kamp med noget, der er skabt til at gøre os afhængige, siger hun.

Dataforskeren Alycia Colijn kommer ind i arbejdet fra en anden vinkel. Hun har studeret AI-baserede marketingalgoritmer og ser, hvordan virksomheder kan forme adfærd gennem enorme datamængder.

Hun stiller spørgsmålet, om man overhovedet kan tale om fri vilje, når nogle af verdens dygtigste psykologer hjælper med at designe systemer, der fastholder brugere i uendelige feeds.

Imens halter politikken efter. EU vedtog i 2023 Digital Services Act med trusler om bøder og i yderste konsekvens forbud mod platforme, der ikke griber ind over for skadeligt indhold.

Alligevel valgte Kommissionen året efter at lempe visse databeskyttelsesregler, så teknologiselskaber kunne bruge flere persondata til at træne AI-modeller.

I Australien går man i den modsatte retning og har indført forbud mod sociale medier for unge under 16 på de største platforme.

X har i EU fået en bøde på omkring 896 mio. kr. for brud på datalovgivningen efter to års sagsbehandling.

Samtidig skærer selskaber som Meta og X ned på faktatjek og på deres egne programmer for diversitet og inklusion.

Unge aktivister oplever, at racistisk, misogyn og hadefuld kommunikation får bedre vilkår, mens dem der rammes, ofte ikke bliver hørt.

Ctrl+Alt+Reclaim og deres allierede forsøger at presse udviklingen i en anden retning. De foreslår et EU-finansieret socialt medie bygget til offentligheden og ikke til annoncer. De diskuterer organiserede boykotter og protester.

Walton mener, at regeringer “skyder sig selv i foden”, når de tilgodeser tech-giganterne, fordi det signalerer til unge, at deres fremtid vægter lavere end væksten i Silicon Valley.

Samtidig vokser en anden tanke frem. Mange i bevægelsen har kæmpet med skærmafhængighed. De drømmer ikke kun om mere regulering, men også om et liv med mindre tid foran skærmen.

Walton beskriver, hvordan hun øver sig i at møde mennesker fysisk igen og at acceptere den lille akavethed, der opstår, når man ikke gemmer sig bag en skærm.

Drømmen er ikke at ødelægge de digitale fællesskaber, men at få dem til at føles menneskelige igen.