Biler Tesla skuffer stort med salget af omtalt bil Tesla Af K. Glad 3. December 2025 Cybertruck Elon Musk Tesla Elon Musk lovede nærmest uendelig efterspørgsel på den kantede pickup, men virkeligheden har ramt hårdt. Da Tesla for to år siden sendte Cybertruck på markedet til de første amerikanske kunder, blev den kantede pickup præsenteret som mærkets næste store successatsning. Elon Musk talte om et potentielt årligt salg på omkring 250.000 biler og beskrev modellen som Teslas bedste produkt til dato. Over en million interesserede lagde et refunderbart reservationsgebyr, og Musk slog fast over for investorer, at “efterspørgslen er så ekstrem, at man dårligt kan måle den”. To år senere er billedet imidlertid et helt andet. I 2024 solgte Tesla under 39.000 Cybertrucks. I de første ti måneder af 2025 er der leveret 17.317 eksemplarer, og det svarer til et fald på 42 procent i forhold til samme periode året før, skriver MarketWatch. Hypen og overskrifterne er altså ikke blevet omsat til den stabile efterspørgsel, som Tesla regnede med, da pickuptrucken stadig var et powerpoint-projekt. Branchen peger på, at efterspørgslen toppede i efteråret 2024 og derefter gik stille ned ad bakke. Direktør for brancheindsigt hos Cox Automotive, Stephanie Valdez Streaty, vurderer, at interessen var ægte nok i starten, men at det hurtigt blev tydeligt, hvor smalt publikummet til en futuristisk el-pickup egentlig er. Prisen løb fra de første løfter En central årsag til nedturen er prisen. Da Musk første gang løftede sløret for Cybertruck tilbage i 2019, talte han om en startpris på omkring 39.900 dollar, altså tæt på 260.000 kroner, og en topudgave omkring 69.900 dollar, svarende til omkring 450.000 kroner. Bilen skulle altså være et relativt billigt alternativ i forhold til de præstationer, Tesla lovede. Da bilen endelig kom på markedet efter gentagne forsinkelser, lå niveauet en hel del højere. En baghjulstrukket udgave blev lanceret med en pris på cirka 60.990 dollar, godt 390.000 kroner, mens en firehjulstrukken version kostede omkring 79.900 dollar, knap 515.000 kroner. Topmodellen Cyberbeast blev sat til omkring 99.990 dollar, cirka 645.000 kroner. Den billigste variant holdt kun få måneder, og i dag har Cyberbeast ifølge Teslas egen prisliste en startpris på omkring 115.000 dollar, altså tæt på 805.000 kroner. Tesla havde ellers tidligere signaleret, at en fuldt udstyret Cybertruck ville ende i niveauet omkring 740.000 kroner. For mange af de kunder, der i sin tid lagde et lille reservationsgebyr i håb om en relativt billig el-pickup, er regnestykket blevet markant sværere. Læs også: Cybertruck-chef forlader Tesla og Elon Musk Fejl, image og et svært marked Cybertruck kæmper ikke kun med prisen. Modellen har fået ry for kvalitetsproblemer, og siden januar 2024 er den blevet kaldt tilbage mindst ti gange på grund af fejl i produktion og komponenter, hvilket har styrket fortællingen om en bil, der kom for hurtigt på gaden. Designet spiller også en rolle. Cybertruck er tegnet til at ligne noget fra en science fiction-film og minder bevidst om DeLorean-bilen fra filmen Tilbage til Fremtiden. Chef for markedsindsigt hos Edmunds, Jessica Caldwell, beskriver den som et statussymbol til bykunder, der gerne vil ses, snarere end som et arbejdsredskab til de amerikanere, der normalt køber pickup. – Det er som et lækkert highend-produkt, der holder foran et hotel. Jeg laver biler til rigtige mennesker, der laver rigtigt arbejde, og dette er en helt anden type bil, sagde Ford-direktør Jim Farley i 2023. Samtidig er Tesla ramt af de samme udfordringer som resten af markedet for el-pickups. Oven i det har Elon Musks politiske fremtoning og tætte parløb med præsident Donald Trump gjort Tesla mere polariserende. Et forskerhold fra Yale vurderer, at hans kurs kan have kostet selskabet over en million solgte biler på få år. Imens arbejder konkurrenter som Ford og den Jeff Bezos-støttede startup Slate Auto på billigere el-pickups med prisniveauer omkring 30.000 dollar, altså knap 195.000 kroner. Hvis de planer bliver til virkelighed, kan Cybertruck ende som det dyre eksperiment, der fik Tesla til at miste grebet om en del af de kunder, der egentlig bare ville have en praktisk elektrisk arbejdsbil. Læs også: Tesla er færdig i Tyskland: 94% vil ikke købe en Tesla-bil Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Biler Mercedes’ designchef stopper efter 30 år: Forventer AI vil tage over Gadgets Apple klar med 10 nye funktioner i AirPods Max 2: Se dem her AI Brugere overvåget: Dine private ChatGPT-samtaler i risiko for at blive solgt Biler Sker 1. januar: Her åbner 22 nye ladeparker AI AI og datacentre bruger enorme mængder strøm: Nu kan regningen havne hos dig Business Tennisstjernen Novak Djokovic investerer millioner i dansk juice