Penge Beløbet vil overraske de fleste: Det må julegaverne koste før der skal betales skat af dem Shutterstock Af K. Glad 2. December 2025 Julegave Skat Der er langt mere spillerum for julegaven fra chefen, end mange går og tror, men et enkelt beløb kan få hele året til at blive skattepligtigt. Julen er højsæson for firmajulegaver, og mange medarbejdere glæder sig til en ekstra pakke ud over lønsedlen. Men gaven fra arbejdsgiver er ikke bare en hyggelig gestus. Den er også omfattet af klare regler hos Skatteforvaltningen. Udgangspunktet er enkelt. Du skal betale skat af gaver fra din arbejdsgiver, medmindre værdien holder sig under den såkaldte bagatelgrænse. Skatteekspert Søren Bech fra PwC forklarer, at det ikke er nok at se isoleret på julegaven. Hele året tæller med: – Gaver kan være skattefri, når den samlede værdi holder sig under bagatelgrænsen. Men hvis du kommer over grænsen, bliver hele beløbet beskattet som personlig indkomst. Derfor bør både medarbejder og arbejdsgiver have styr på værdien af alle goder i løbet af året. Reglerne betyder ifølge DenOffentlige.dk, at selv forholdsvis dyre firmagaver kan ende som skattefrie, så længe du holder dig inden for de fastsatte beløb. Læs også: Rowan Atkinson kommer til Netflix med en juleserie: Første trailer minder om Mr. Beans verden Gavekort, portaler og grænsen Mange virksomheder vælger gavekort i stedet for en fysisk pakke. Her strammer reglerne imidlertid til. Som udgangspunkt beskattes gavekort som løn, og medarbejderen skal således betale skat af hele beløbet som personlig indkomst. I praksis er der dog en vigtig undtagelse. Gavekort, der kun kan bruges til bestemte varer eller tjenester, bliver behandlet som tingsgaver. Det gælder for eksempel gavekort via en julegaveportal, hvor du kun kan vælge mellem en række faste produkter og ikke kan få pengene udbetalt. I 2025 må værdien af sådanne gavekort altså højst være 1.400 kroner, hvis de skal være omfattet af bagatelgrænsen. De må ikke kunne veksles til kontanter, og der må ikke være fri adgang til hele butikkens sortiment på samme måde som med et almindeligt betalingskort. – Det er i orden at bruge julegave-portaler, hvor medarbejderen selv vælger mellem nogle få muligheder. Man bør alligevel søge ekstra vejledning, hvis der opstår tvivl om, hvordan et konkret gavekort skal beskattes, siger Søren Bech. Særreglen for jule- og nytårsgaver kan redde din pakke Der er dog én regel, som mange overser, og som kan være til fordel for dig som medarbejder. Jule- og nytårsgaver har nemlig sin egen særregel. Hvis selve jule- eller nytårsgaven højst har en værdi på 1.000 kroner i 2025, er den skattefri, selv om du samlet har fået gaver fra arbejdsgiver for mere end 1.400 kroner på året. Hvis en medarbejder i foråret 2025 har fået en påskegave i form af en tingsgave til 600 kroner som belønning for en ekstra indsats, og senere på året får en julegave til 1.000 kroner, ender den samlede gaveværdi for 2025 på 1.600 kroner, altså over bagatelgrænsen på 1.400 kroner. Her beskattes dog kun påskegaven på 600 kroner, mens julegaven er skattefri, fordi den holder sig inden for de 1.000 kroner. Hvis julegaven derimod havde kostet 1.100 kroner, ville hele gavebeløbet på 1.700 kroner være skattepligtigt. Skatten kan nå op omkring 52 procent, og der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af tingsgaverne. Tingsgaver, der beskattes, skal du selv skrive ind på din årsopgørelse for 2025 under rubrik 20. Har du fået gaver fra flere arbejdsgivere, gælder bagatelgrænsen på 1.400 kroner for alle gaver tilsammen. Modtager du kontante gaver eller gavekort, der tæller som kontanter, skal arbejdsgiver indberette beløbet. Kontantgaver bliver beskattet som A-indkomst på linje med løn, mens tingsgaver beskattes som B-indkomst uden arbejdsmarkedsbidrag. Læs også: Danske Spil med ny udmelding om hovedpræmien i den røde skrabekalender Del artikel Hvor vil du dele? Facebook LinkedIn Email Copy link Seneste nyheder Se flere nyheder Biler Mercedes’ designchef stopper efter 30 år: Forventer AI vil tage over Gadgets Apple klar med 10 nye funktioner i AirPods Max 2: Se dem her AI Brugere overvåget: Dine private ChatGPT-samtaler i risiko for at blive solgt Biler Sker 1. januar: Her åbner 22 nye ladeparker AI AI og datacentre bruger enorme mængder strøm: Nu kan regningen havne hos dig Business Tennisstjernen Novak Djokovic investerer millioner i dansk juice