Biler

Pendler du på arbejde? Så kan du se frem til et øget skattefradrag

Pendler du på arbejde? Så kan du se frem til et øget skattefradrag
Shutterstock
Af N. Pedersen 26. November 2025

Pendleres kørselsfradrag stiger fra nytår. Det betyder flere penge tilbage i skat for over en million danskere, der dagligt kører til og fra arbejde.

Fra 2026 stiger kørselsfradraget, og det betyder, at omkring 1,1 million danske pendlere kan se frem til en smule mere i skattemæssigt fradrag.

Skatterådet har netop fastsat de nye satser, som træder i kraft fra 1. januar.

Fremover vil pendlere få 2,28 kroner i fradrag pr. kørt kilometer for den del af turen, der overstiger 24 kilometer.

Det er en stigning på fem øre i forhold til den nuværende sats på 2,23 kroner.

Også den særlige sats for de lange pendlerture over 120 kilometer hæves.

Her stiger fradraget fra 1,12 kroner til 1,14 kroner pr. kilometer.

Vidste du det? Disse julegaver kan trækkes fra i skat

Læs også: Vidste du det? Disse julegaver kan trækkes fra i skat

Uafhængigt af transportmiddel – men kræver indberetning

Fradraget gælder uanset, om man tager bilen, toget eller cyklen.

Det er op til den enkelte borger selv at huske at skrive det på sin forskudsopgørelse og sikre at man får indrapporteret sit fradrag korrekt.

Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og bliver derfor først mærkbart, når årsopgørelsen er gjort op.

Skatterådets formand, Jane Bolander, forklarer, at den årlige regulering af satserne blandt andet sker med udgangspunkt i de stigende omkostningerne ved at køre bil, herunder udgifter til service, slid, forsikring og brændstof.

– Selv om den fremskrevne benzinpris bliver lavere i 2026, vil de andre faste udgifter for bilejere samlet set trække opad. Derfor ender vi altså med, at satserne pr. kilometer stiger, siger Jane Bolander ifølge Ritzau.

Også skattefri kørselsgodtgørelse justeres

Skatterådet har samtidig reguleret de satser, der bruges til skattefri kørselsgodtgørelse ved brug af egen bil i arbejdssammenhæng.

For de første 20.000 kilometer, man kører i forbindelse med arbejdet, stiger godtgørelsen fra 3,81 kroner til 3,94 kroner pr. kilometer.

For efterfølgende kilometer stiger satsen fra 2,23 kroner til 2,28 kroner pr. kilometer.

Med de nye satser forsøger myndighederne at sikre, at de økonomiske vilkår for pendlere og medarbejdere, der kører i egen bil, følger prisudviklingen og de faktiske udgifter.

Se om du er iblandt: Penge på vej til 500.000 danskere

Læs også: Se om du er iblandt: Penge på vej til 500.000 danskere

Skatteændring på vej: Fradrag kan spare dig for 28.400 kroner

Læs også: Skatteændring på vej: Fradrag kan spare dig for 28.400 kroner

Seneste nyheder

Se flere nyheder